• Johnny Baltzersen

Tilbage i skole - Mongoliet

Af Johnny Baltzersen, joba@ciced.dk


‘Det føltes ligesom første skoledag den 1. september, da jeg kom tilbage i skole d. 1. marts. Det var dejligt at være sammen med min familie, men jeg savnede alle de andre elever, som jeg bor sammen med på skolen, mine klassekammerater og mine lærere. Skolen er jo mit andet hjem’, siger Jamyanmydag, som er elev i 8. klasse på skolen i Khashaat soum i Arkhangai aimag.


Duurenjargal, elev i 5. klasse supplerer: ’Jeg kedede mig helt enormt derhjemme under nedlukningen. Og jeg forstod ikke altid undervisning på tv, og jeg savnede mine klassekammerater og mine lærere’.


Over de sidste par uger har vi modtaget snesevis fortællinger og fotos fra lærere og elever rundt om i Mongoliet. Skolerne åbnede igen efter næsten 4 måneders nedlukning, hvor det daglige samvær med klassekammerater og lærere var erstattet med TV-undervisning og familie. Der er flere gennemgående erfaringer og temaer, ligegyldigt hvilket hjørne af Mongoliet beretningerne kommer fra. Og de adskiller sig såmænd ikke grundlæggende fra, hvad vi har kunnet se og høre om i Danmark.


Eleverne har savnet skolen. De har savnet deres kammerater. Og lærere. Som har savnet eleverne. I lighed med alle andre steder, hvor skoler lukkede på grund af corona, så har mange elever sloges med at følge med i den fjernundervisning, der blev tilbudt.


’For mig har nedlukningen haft fordele og ulemper. Vi børn og unge kunne opholde os i tryghed og sikkerhed for coronaen. Men, os ude på landet, har ikke adgang til den samme tv-undervisning og internet-undervisning, som børn og unge i byerne. Vi risikerer at komme bagud og ikke klare eksaminer, som giver os adgang til vores drøm om at komme på universitetet’, siger Tsovoo som går i 11. klasse.


Jamyanmydag, 8. klasse Dureenjargal, 5. klasse Tsovoo, 11. klasse


I Mongoliet etablerede undervisningsministeriet tv-undervisning allerede under den første nedlukning for godt et år siden. Lærerne har gjort deres bedste for at holde tæt kontakt til eleverne. I byerne, og forudsat at eleverne er fra familier, der har råd til computer og internet, har lærerne kunnet supplere tv-undervisning med opgaver, undervisning og vejledning via internettet.


Den mulighed har lærerne i de mongolske landdistrikter ikke, men fortællinger fra alle områder, hvor vores projekt løber af stablen, viser, at lærerne har brugt telefonen flittigt til at vedligeholde samtale med deres elever. Også med de børn og unge, der måtte flytte hjem til familien ude på stepperne. Når skolen lukker, så lukker kostafdelingen naturligvis også.


Nalgirmaa, lærer i første klasse på skolen i Khashaat forklarer:

’Under nedlukningen skulle eleverne følge tv-undervisningen sammen med deres forældre. I løbet dagen kontaktede jeg hver eneste elev via telefon, og elever, der har adgang til internettet kunne også hente hjælp og vejledning i vores Facebook-gruppe. Elever uden daglig adgang til internettet tjekkede så Facebook, når de havde mulighed for det. Ud af 29 elever havde jeg jævnlig kontakt med de 20 af dem. Nu er vi tilbage i skole og vi skal have samlet op på alle eleverne. Vi har 14 gode læsere, der er otte der er nogenlunde til at læse, og så der syv, som halter lidt bagud. Vi har også en hel del at indhente i matematik. Men det skal nok gå’.



N. Nalgirmaa, lærer, 1. klasse


Vi har været særligt nysgerrige på genåbningen af de skoler i projektet, som også har kostafdeling. Som omtalt tidligere her i nyhedsbrevet, så har projektet to hovedformål.


Det ene er at udvikle hjemmebaseret leg-og-læring for at støtte skoleforberedelse blandt fem-årige nomadebørn, der ikke kan komme i børnehave.


Det andet formål er at forbedre de pædagogiske og sociale rammer på landsbyskolernes kostafdelinger, som huser mange nomadebørn med for stor afstand til skolen. Især er der fokus på at forbedre vilkårene for de yngste elever.


Derfor har vi også først og fremmest modtaget beretninger og massevis af fotos fra genåbning af skoler med kostafdelinger. Som det vil fremgå af den billedkavalkade, som vi har sammensat, så er der massiv fokus på corona-sikkerhed og på at få eleverne til at føles sig hjemme.


Som Jamyanmydag, elev i 8. klasse på skolen i Khashaat siger i starten af artiklen, så er skolen nomadebørnenes andet hjem.


Derfor er det også et pejlemærke for projektet, at skolernes kostafdelinger skal ose så meget som muligt af kærlig omsorg og tryghed. I hvilken udstrækning det sker, vil vi følge tæt over de kommende år, hvor projektet forhåbentlig kan foldes helt ud, uden flere nedlukninger.


Se fotoserien 'Tilbage i skole'












12 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle