Jette Luna
Mindeord - Celestino Choque
Det er med stor sorg, at CICED modtog beskeden om Celestino Choque’s pludselige død.
Celestino Choque var direktør for vores samarbejdspartner Acción Andina de Educación og koordinator for vores fælles projekt i Bolivia.
Celestino Choque har tidligere arbejdet som viceminister i Undervisningsministeriet i Bolivia og var i de sidste par år også koordinator for den bolivianske afdeling af Global Campaign for Education, Campaña Boliviana por el derecho a la Educación
Gennem hele sit professionelle liv arbejdede Celestino Choque hårdt for at udvikle tosproget interkulturel undervisning for børn og unge i Bolivias højland. Gennem Acción Andina de Educación’s meget veldokumenterede erfaringer var han stærkt medvirkende til, at denne form for undervisning er indskrevet i de nationale læseplaner i Bolivia.
Celestino Choque var en mand der nød stor respekt og anerkendelse – ikke bare i Bolivia, men også i hele Latinamerika – og han har ofte deltaget med oplæg på nationale og internationale konferencer om tosproget interkulturel undervisning.
CICED har haft et fantastisk godt samarbejde med Celestino Choque. Han var en åben, arbejdsom, meget vidende og venlig mand og vores tanker går til Celestino Choques familie og dygtige kollegaer i Bolivia.

Celestino Choque vil virkelig blive savnet.