• Johnny Baltzersen

Beskyt børnene

CICED med i The Child Protection Network in Denmark


Af: Johnny Baltzersen, chair, CICED


Trafficking er et følsomt emne i Helambu, Nepal. Det er ikke det eneste indgreb mod børns ret til at vokse op med deres forældre. I Helambu. Overalt i Nepal.


Siden jordskælvet i 2015 er børnehjem skudt op, som svampe på en våd skovbund. Men hovedparten af børnene i disse børnehjem er ikke forældreløse. Der er penge i 'forældreløse børn'. Og ludfattige - og desparate - forældre kan lokkes til at 'opgive' deres børn mod en fortælling om, at børnene kan få en bedre fremtid via ophold på et børnehjem.


Fattigdom er en af kilderne til separation af forældre og børn. Andre kan være krig, naturkatastrofer, dødelige epidemier, migration og klimaforandringer. Forskellige former for handikap og tabuer i den forbindelse kan også være anledning til børns adskillelse fra forældrene.


Det er svært med helt pålidelige tal om forældreløse og børn, der er adskilt fra deres forældre. Og der er diskussioner om definitionenerne. Er et barn forældreløs, hvis en af forældrene er i live? Hvor lang tid og under hvilke vilkår skal børn og forældre være adskilt, før man kan hævde tilfælde af egentlig separation?


UNICEF anslår, at der globalt er mere end 140 millioner forældreløse børn. Andre kilder anslår omkring 150 millioner. Af indlysende grunde er det uhyre vanskeligt, hvis ikke helt umuligt at angive et præcist tal.


Men data og definitioner sat lidt til side, så har FN med resolutionen A/Res/74/133 af 18.12.2019 besluttet at sætte fokus på 'children without parental care'.


Resolutionen er grundlag for et nyt dansk netværk, som CICED netop har tilsluttet sig: The Child Protection Network in Denmark.


Formålet med netværket er at styrke kapacitet, videndeling og samarbejde blandt danske civilsamfundsorgani-sationer, der arbejder med udsatte børn og unge, som har mistet eller er i fare for at miste forældreomsorg. Netværket er etableret med støtte fra Globalt Fokus.


Centralt i netværkets arbejde er udbredelse af kendskabet til FN resolutionen.


Kort og enkelt fortalt, så har FN resolutionen to omdrejningspunkter: børn har ret til at vokse op med deres forældre, og når det - af den ene eller anden grund - ikke kan lade sig gøre, så skal alternativet være så omsorgsfuldt overfor det enkelte barn, som overhovedet muligt.


Universelle principper er relativt nemme at formulere. Det er meget vanskeligere at omsætte principper til praksisser, der netop ikke er universelle, men som skal udfoldes i konkrete, lokale og meget forskellige kontekster.


Derfor handler netværket også om, at vi sammen blive klogere på, hvordan vi kan omsætte FN resolutionen til meningsfulde lokale samtaler om og indsatser til gavn før børn, der har eller er i risiko for at blive separeret fra deres forældre.


LÆS MERE:

The Child Protection Network in Denmark

FN Resolution A/Res/74/133


12 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle