Det er en kold tid....
​
Siden starten i 1997 har Children’s Ger sikret skolegang til over 1000 børn og unge, der ellers ikke ville være kommet i skole. ’Ger’ er navnet på det traditionelle mongolske filttelt, som har huset de mongolske nomader i århundreder. Snesevis af ekstremt fattige og udsatte familier har via projektet fået hjælp til at komme videre i tilværelsen.
​
Projektet er oprindelig etableret på privat initiativ i et mongolsk-tysk samarbejde, som reaktion på den store bølge af gadebørn i 90ernes Ulaanbaatar.
​
Children’s Ger befinder sig Bayankhoshuu distriktet i den vestlige del af Ulaanbaatar, Mongoliets hovedstad. Det er et af de fattigste områder i hovedstaden med høj arbejdsløshed og alkoholisme samt mange tilflyttere fra landdistrikterne, der søger til byen i håbet om bedre livsvilkår.
​
Der er op til flere offentlige skoler i området, men reglerne for optagelse i skole følges strengt. Det vil sige, man skal have alle papirerne i orden, helst et pas. Forældrene, ofte enlige mødre, har ikke de nødvendige papirer. Passet kan være forsvundet under flytning eller solgt for en flaske vodka!
​​
Mange tilflyttende børn og unge fra landdistrikterne har heller ikke fulgt normal skolegang. De er for eksempel 13 år gamle, men kun gået i skole i 2-3 år. De offentlige skoler giver ikke plads til, at man kan starte i 3. klasse, når man burde gå i syvende. Nogle af eleverne i Children’s Ger er over 20 år, når de starter med at lære at læse, skrive og regne.
​​
Desværre bliver mange at de fattigste børn også nærmest mobbet ud af de offentlige skole. Ikke af deres klassekammerater, men af lærerne. De offentlige skoler er overfyldte. Lærerne arbejder i to-holdsskift. Der mangler penge til alt.
​
Lærerne bliver bedømt på elevernes præstationer. De fattigste, især tilflytterne er ofte bagud.Lærerne forsøger at mindske antallet af elever i klasserne. De fattigste bliver mobbet ud først.
​​
Eller de har simpelthen ikke råd til at gå i skolen. Undervisning fra 1.-12. klasse er i princippet er gratis. Lærerne opkræver månedlige betalinger for ditten og datten.
​
Det har de sådan set ikke lov til, men ingen protesterer, for det kan føre til udelukkelse fra prøver og eksaminer eller andre repressalier. Lærere kan finde på, at opkræve hvad der svarer til 100-150 kroner. Det har de fattigste familier ganske enkelt ikke råd til.
​​
Derfor er der brug for Children’s Ger. Her er alle velkomne.
​​
CICED har etableret en Social Familie Fond til støtte for de allerdårligst stillede børn og unge med tilknytning til Children’s Ger.
​​
Flere skoler i Københavns området har benyttet skolernes motionsdag til at løbe penge ind til Children’s Ger.
​
Ryparken Lille Skole på Østerbro er venskabsskole med Children's Ger og gennem mange år, har børn og forældre og lærere løbet og samlet penge ind til Children's Ger.
Pengene bruges til daglige måltider, medicin og lægebesøg, besøg på offentlig badeanstalt, vintertøj, bøger og skoletasker.
Roskilde Festivalens Fond har i to omgange ydet støtte, blandt andet til basket-ball bane og opførelse af beskyttende mur omkring skolens grund.

MONGOLIET:
Children’s Ger - en ekstra chance
Projekttitel: CICED støtte til Children's Ger
Project start-slut: 1.01.2011- fortløbende
Partner: Children's Ger, Bayankhoshuu, Ulaanbaatar, Mongolia
Budget: ca. 40,000 DKK per år
NYHEDER
En samlet oversigt over de nyheder, der knytter sig til projektet