CICEDs volontørprogram giver uddannede og engagerede personer fra forskellige faggrupper mulighed for at bruge deres kompetencer til at hjælpe i lokalsamfund rundt om i verden.
Danmark har mange gode erhvervs‐ og professionsuddannelser, og de kan være med til at fremme uddannelsesmuligheder, de sociale vilkår og sundheden i fattige udviklingslande. Den store viden og de kompetencer som blandt andet danske lærere, pædagoger, sygeplejersker og SOSU‐assistenter har, kan være med til at lette hverdagen i et fattigt samfund. Med uddannelserne og eventuel arbejdserfaring i ryggen kan de faglærte yde en kvalificeret hjælp på skoler, børnehjem og hospitaler, hvor arbejdskraften ofte er sparsom, og deres indsats kan medvirke til at opbygge kapacitet i lokalsamfundet.
Der findes i forvejen mange organisationer, som tilbyder volontørophold rundt om i verden, men CICEDs volontørprogram adskiller sig fra de andre ved udelukkende at tilbyde volontørophold til uddannede volontører. CICED mener, at de uddannede fagprofessionelle har så gode faglige kompetencer, at de med fordel kan bruge dem til at fremme udviklingen i verdens fattigste lande. Men vi tror også på, at volontørerne får fagligt udbytte af opholdet.
CICEDs mål med programmet er, at volontørerne deltager i en vidensudveksling med de lokale medarbejdere, og at de, med udgangspunkt i det lokale behov, er med til atskabe ekstra kapacitet eksempelvis i form af forbedrede arbejdsgange. På den måde håber vi, at volontørerne også kan få inspiration til hverdagens udfordringer i det danske arbejdsliv.
Læs mere om
programmet.