CICEDs virke daterer sig tilbage til 1992, hvor den daværende Danmarks Lærerhøjskole blev engageret af Danida til at støtte omlægning af lærernes efteruddannelse i Mongoliet. Det førte til 18 års omfattende engagement i Mongoliet. Undervejs er det blevet til andre store og langvarige projekter og kortere konsulentopgaver i Afghanistan, Bolivia, Eritrea, Etiopien, Kenya, Laos, Nepal, Tanzania, Uganda og Zambia.
Arbejdet har hidtil primært fokuseret på udvikling af grundskole (1.-10. klasse) og alt, hvad dertil hører. Det vil sige: læseplaner, skolebøger, eksamensformer, læreruddannelse, efteruddannelse af lærere, skole-hjem samarbejde, inklusion og special undervisning, to-sprogsundervisning, skoleledelse, skoleforskning, non-formale skoleformer på grundskoleniveau, uddannelsespolitik og uddannelsesplanlægning, monitorering og evaluering samt kapacitetsopbygning på institutionsniveau, blandt lærere, skoleledere, skolebestyrelser, seminarielærere og lokale/regionale pædagogiske konsulenter.
CICED har i forskellige sammenhænge samarbejdet med Danida, EU, Verdensbanken, Den Asiatiske Udviklingsbank (ADB), UNESCO, UNICEF , undervisningsministerier og skolemyndigheder i de lande, hvor projekter er gennemført samt en række nationale og internationale organisationer.
CICED har administreret og gennemført projekter til en samlet værdi af over 120 millioner kroner og gennemført over 500 workshops, seminarer og konferencer i forbindelse med projekterne.
Se fakta om CICEDs projekter siden 1992 (projektfakta er på engelsk).